Ferskvand fra Sibirien afsløret i hotspot for klimaændringer

10 procent af det samlede kulstof, der kommer til Arktis fra floder, optages

Forskerne brugte højopløselige, in situ-observationer af opløst organisk stof- (DOM) fluorescens til at spore forløbet af ferskvand og kulstof fra arktiske floder.

På samme måde som te farver tevandet, giver DOM havvand en tydelig nuance. Forskellige arktiske ferskvandskilder bærer lidt forskellige DOM-fingeraftryk, hvilket gør det muligt for forskere at spore vandet tilbage til dets oprindelse og bestemme kilden til arktisk ferskvand. 

Forskerne anslår, at vejen fra arktiske floder i Sibirien til det dybe vand i Labradorhavet, sydvest for Grønland, optager cirka 2 teragram (Tg) kulstof årligt.

Det svarer til omkring 10 procent af det samlede kulstof, der kommer ud i Arktis fra floder, og det gør optagelsen co2 til en ikke-ubetydelig kulstofvask.

Ny metode med lovende udsigter

Ved at bruge et in-situ DOM-fluorometer var holdet i stand til at måle DOM-signalet direkte i vandet. Det gav en enkel, men effektiv måde at opnå højopløsningsdata til at spore vejen og skæbnen for arktisk ferskvand og kulstof. 

Ved hjælp af den nye tilgang sporede forskerne ferskvand og kulstof fra arktiske floder i Sibirien ind i det dybe hav i Labradorhavet, sydøst for Geenland.

Disse dybe farvande er en del af Atlantic Meridional Overturning Circulation, AMOC - et storstilet system af havstrømme, der spiller en nøglerolle i reguleringen af jordens klima. 

At forstå virkningen af arktisk ferskvand på AMOC er en høj prioritet for forskerne, da der er voksende bekymring for, at stadigt stigende ferskvandstilførsel kan destabilisere afgørende havstrømme i Nordatlanten.

Undersøgelsen fremhæver potentialet i den nye metode til at spore arktisk ferskvand og kulstof, som kan vise sig at være afgørende for overvågning af fremtidige klimaændringer.

Havet mister de polare egenskaber

Forskerne foreslår, at inkorporering af metoden på andre observationsplatforme, som f.eks. fortøjninger, svævefly og flydere vil kunne hjælpe med at kortlægge skæbnen for arktisk ferskvand - i det væsentlige hvor går ferskvandet hen? - og fremme vores forståelse af arktiske ferskvandspåvirkninger på AMOC.

Den videnskabelige artikel er en del af en ny ph.d.-afhandling af Caroline Gjelstrup fra DTU Aqua med titlen Changing oceanographic conditions in East Greenland.

Ifølge Carolines publikationer oplever farvandene øst for Grønland et fænomen, der kaldes Atlantifikation. Det betyder, at havet mister sine polare egenskaber.

Østgrønland er et forstørrelsesglas for klimaforandringer

Ph.d.-afhandlingen undersøger skiftende oceanografiske forhold i havvandene øst for Grønland - et sted som kan betragtes som en overgangszone mellem arktiske og atlantiske forhold karakteriseret ved en stærk forbindelse, sådan som det er dokumenteret i den videnskabelige artikel.

Havområder af den atlantiske type bliver gradvist større på bekostning af typiske arktiske farvande med temperaturer tæt på frysepunktet, lavere saltholdigheder og forhold, der er gunstige for havis.

De hydrografiske ændringer, som Caroline Gjelstrup har undersøgt, tyder på, at Østgrønland er blevet et forstørrelsesglas for klimaændringer - et sted, der både fungerer som modtager af og kilde til globalt relevante forandringer.

Kontakt os venligst for at læse ph.d.'en "Skiftende oceanografiske forhold i Østgrønland".