Uddannelse i Grønland

Ingeniører skal skabe bæredygtigt og fremtidssikret fiskerierhverv

DTU-studerende Alex Ingerslev Rump er blandt de første til at uddanne sig til fiskeriingeniør. Kom med ham og hans medstuderende til Grønland, hvor de læser på 3. semester.

studerende fiskeriteknologi sisimiut
Jacob Estrup Vedelsby (tv) Alex Ingerslev Rump (i midten) og Gilbert Nimskov (th) går på diplomingeniøruddannelsen Fiskeriteknologi. Foto: DTU
Sisimiut
Underviser Torkel Gissel Nielsen (tv) sammen med Alex Ingerslev Rump, Gilbert Nimskov og Jacob Estrup Vedelsby. Foto: DTU

Lærer om livet i havet

Han voksede op i Nordjylland mellem Skagen og Frederikshavn og har altid været tæt på hav, natur og dyreliv. Derfor var det nærliggende for ham at blive fiskeriingeniør. På uddannelsen lærer Alex Ingerslev Rump om livet i havet, havmiljøet, fangst, fødevareproduktion og forvaltning. Men også om at udvikle løsninger i krydsfeltet mellem fiskeri og teknologi. Det skal klæde ham på til at forstå sammenhængen mellem natur, fiskeri, erhverv og lovgivning.

Fiskeriuddannelsen er delt op på den måde, at studierne dels foregår i Grønland og dels i Danmark. Til februar flytter de studerende således til DTU’s campus i Hirtshals. Dernæst venter praktikophold og et afsluttende diplomingeniørprojekt. Efter fire år kan de som færdiguddannede fiskeriingeniører træde ud i erhvervet – i Grønland, Danmark, på Færøerne eller i resten af verden. For Alex Ingerslev Rump er drømmen at blive forsker:

”Jeg har lært rigtig meget på uddannelsen. Både om hvordan forvaltningen fungerer, hvordan organisationerne tager sig af forvaltningen og fiskeribestanden, og hvordan man sikrer, at vi ikke får så meget iltsvind i fremtiden. Når jeg bliver færdig med uddannelsen, kunne jeg godt tænke mig at undersøge, hvordan fiskene har det - og sørge for at der ikke er iltsvind over det hele,” siger Alex Ingerslev Rump.

studerende fiskeriteknologi sisimiut
Alex Ingerslev Rump og Jacob Estrup Vedelsby tager vandprøver fra båden. Foto. DTU

Eftertragtede fiskeriingeniører

Ifølge Nina Qvistgaard, der er studieleder på diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi, er fiskeriingeniørerne eftertragtede i industrien. Det ved hun ud fra interessen fra rådgivnings- og forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og nogle af de største fiskerivirksomheder i Grønland, hvor de første studerende har været i praktik.

”Fiskeriingeniører bliver uddannet til at være brobyggere, der kender hele værdikæden i fiskeriet og kan se fangst og fiskeri fra mange forskellige perspektiver. Derfor kan de få job i alle dele af erhvervet og i hele verden. Uanset om de vil undersøge den globale opvarmnings påvirkning på havmiljøet eller skabe en fremtid for små eller store fiskerisamfund,” siger Nina Qvistgaard.

”Men hvis man alene kigger på Grønland, står fiskeriet for 98 pct af eksportindtægterne. Det er uden sammenligning, det største og vigtigste erhverv i Grønland. Derfor er det vigtigt for Grønlands fremtid - ikke bare økonomisk, men også arbejdsmæssigt - at vi uddanner fiskeriingeniører, der kan være med til at skabe et bæredygtigt og fremtidssikret fiskerierhverv.”

Alex med hund
Alex Ingerslev Rump er med til at passe slædehundene, der bor uden for Sisimiut. Foto: DTU.

Lige uden for døren

Tilbage på båden er vandprøverne hældt på store plastikdunke og turen går tilbage til DTU Sisimiut Campus. Ifølge Alex Ingerslev Rump er det gode studiemiljø på campus med til at han stortrives i Grønland. Her møder man studerende fra Arktisk Byggeri og Infrastruktur og sammen med dem er der ofte lagt op til at vandre, fiske eller tage på hytte- eller slædetur i fritiden. Derudover har Alex Ingerslev Rump faste tjanser med at passe og fodre DTU’s slædehunde.

”Studiemiljøet er fantastisk. Vi bor på samme kollegie og er næsten sammen hver dag. Det er også noget helt særligt at få lov til at have ansvar for slædehundene. Derudover bliver jeg fagligt styrket af at være så tæt på et samfund, hvor vi kan se alle påvirkningerne og alt det, vi arbejder med. Altså det er lige uden for døren. Det er der hele tiden. På den måde er der ikke langt fra teori til praksis.”

Fakta

DTU, Grønlands Selvstyre, KTI (Tech College Greenland) og andre partnere fejrer 25-års uddannelsessamarbejde i år. Derfor sætter vi fokus på DTU’s uddannelser i Grønland.

DTU tilbyder de to diplomingeniøruddannelser Fiskeriteknologi og Arktisk Byggeri og Infrastruktur i Sisimiut. Derudover udbydes de to internationale kandidatuddannelser Arctic Mineral Resources og Cold Climate Engineering i samarbejde med universiteter i Sverige, Norge og Finland.

Læs mere om uddannelsen.

Kontakt

Nina Qvistgaard

Nina Qvistgaard Chefkonsulent Institut for Akvatiske Ressourcer Mobil: 40487790