Dana V konceptdesign

Kom med ind i visionen for Danmarks nye forskningsskib

Danmark er i gang med at planlægge, designe og bygge et nyt ocean- og arktisgående forskningsskib, Dana V, til marin og maritim videnskab og til uddannelse både i konstruktionsfasen og på det færdige skib i drift. Det er en stor og kompleks affære at konstruere sådan et skib, der bliver unikt i sin klasse – den detaljerede designfase begynder efter planen i april.

Når det nuværende 42 år gamle forskningsskib, Dana IV, går på pension om få år, skal et nyt Dana V være klar til at søsætte som afløser. Den 6. januar 2023 tildelte DTU kontrakt på design af det nye Dana V til Dansk Dana Konsortium (DDK), som består af de to store skibsingeniørvirksomheder Knud E. Hansen og Odense Maritime Technology (OMT).

Det unikke ved det kommende nye havforskningsskib, Dana V, er, at det skal designes og bygges til bedst muligt at understøtte både marin forskning, maritim forskning, teknologisk innovation samt undervisning. Det indebærer, at skibet skal rumme både specialdesignede laboratorier og unikke test- og uddannelsesfaciliteter. Design- og byggeprocessen rummer også sin egen mulighed for uddannelse.

Designet af det nye forskningsskib går efter planen for alvor i gang i april. Det er DTU Aqua, der, ligesom med det gamle Dana, har det overordnede ansvar:

“At bygge et støjreduceret skib af høj isklasse, der betjener forskellige videnskabelige discipliner på fælles ekspeditioner, er en ambitiøs opgave. At tænke på opgaver for dette fartøj langt ind i 2050'erne og planlægge behovet for marine og maritime i årtier frem er endnu en udfordring, men meget spændende og vigtig,” siger Fritz Köster, institutdirektør på DTU Aqua og fortsætter:  ”Men jeg er overbevist om, at vores fremragende danske skibsdesignere og vores nybygningsteam med input fra de forskellige videnskabelige brugere og vores besætning af Dana IV vil løse denne opgave.”

Uddannelse undervejs

"At tænke på opgaver for dette fartøj langt ind i 2050'erne og planlægge behovet for marine og maritime i årtier frem er endnu en udfordring, men meget spænende og vigtig"
Fritz Köster, institutdirektør på DTU Aqua

Når Dana V kommer på tegnebrættet i april, går Dansk Dana Konsortium i gang med at løse den komplekse opgave, det er at skabe et højteknologisk forskningsskib, der kan sejle over hele verden, også i Arktis. Samtidig skal skibet fungere som en multifunktionel forskningsplatform og som uddannelsesplatform, hvor fremtidens videnskabsfolk og ingeniører i marin og maritim ekspertise får unik undervisning ombord. 

Det er en vigtig del af opgaven, at skibsprojektet leverer undervisning og uddannelse undervejs i designfasen hos Dansk Dana Konsortium og også senere i byggefasen, hvor de studerende får mulighed for at tilegne sig den nyeste viden og praksis omkring skibsbyggeri af den kaliber. 

Det er Maritime DTU, der koordinerer aktiviteter hos DTU med støtte fra Orients Fond og den Danske Maritime Fond.

”Jeg er utrolig glad for, at vi i de kommende år kan tilbyde studerende mulighed for at arbejde med konkrete projekter indenfor design og bygning af skibe med udgangspunkt i processen, hvor DANA V bliver til. Når vi uddanner fremtidens ingeniører til det maritime område, er det en klar fordel at kunne give de studerende denne unikke mulighed for at følge arbejdet med at skabe et helt nyt forskningsskib,” siger Mette Sanne Hansen, centerleder på Maritime DTU. 

”Muligheden for at inddrage DANA V i uddannelsen af de studerende sker med fokus på de vigtige områder, der præger fremtidens skibsfart. Det kommer både til at handle om bæredygtighed og grøn omstilling af den maritime sektor. Men det handler selvfølgelig også om anvendelse af de nyeste teknologier og ingeniørvidenskab på området. Uanset hvilken ende af spektret de studerende vælger at arbejde med, vil de få mulighed for at samarbejde med virksomheder om deres projekter og på den måde få en god indsigt og forståelse af de udfordringer, den maritime branche arbejder med at løse,” siger Mette Sanne Hansen.   

De studerende, der kommer i praktik i design- og byggefasen af Dana V vil overordnet få indsigt i områderne 1) design og bygning af skib 2) optimal fremdrift, herunder sejlads i Arktis 3) maritim bæredygtighed, herunder nye brændstoffer og cirkulær økonomi og 4) maritim sensorteknologi og digitalisering.

Også DTU’s bacheloruddannelse i General Engineering og den kommende nye kandidatuddannelse i Marin Ingeniørvidenskab/MSc in Ocean Engineering samt andre relaterede uddannelser vil komme til at nyde godt af de nye muligheder for at uddanne studerende undervejs og ombord i de nye faciliteter samt gennem online forbindelse også landbaseret. 

Multidisciplinær platform

Dana V’s multidisciplinære profil er unik i denne klasse. Ønskerne skal indfries ved at udstyre skibet med et stort multidæk, hvor der kan på-boltes op til 4 stk. 20’-containere eller en lang række specialudstyr og kombinationer heraf.

Kombinationen af trawlbane i siden og stort frit dæk er også unik, da skibet så kan f.eks. fiske, samtidig med at der er specialudstyr ombord på multidækket. Det åbner mulighed for at kombinere forskellige togtprogrammer.

En A-ramme i fuld skibsbredde skal kunne bruges ved udsætning af udstyr agterud. Til udsætning over siden og agterud, kan der monteres diverse udsætningsarrangementer på multidækket. Udstyr, der skal håndteres fra multidækket, kunne f.eks. være ROV (remotely operated vehicle, undervandsmonitorering), AUV’er, Piston Cores, bøjer, og udstyr til geologiske undersøgelser.

Desuden kan man benytte en side-hangar til udsætning og ”recovery” af udstyr under vejrbeskyttede forhold med direkte adgang til specialværksteder.

Skibet bliver udstyret med det nyeste inden for videnskabelige ekkolod med op til 6 forskellige frekvenser, samt state of the art-videnskabelige multibeam-ekkolod og sonar til undersøgelser i vandsøjlen. Det kræver lav underwater radiated noise (URN), og minimeret bobble sweep down (BSD).

Kombinationen af lav URN og Polarklasse er også helt særlig, da der ikke er mange multidisciplinære forskningsskibe i Dana V’s størrelse med den kombination.

Skibet bliver også udstyret med DP-system, som er i stand til at holde skibet i position inden for få cm, afhængig af positioneringssystemets nøjagtighed.

Monitering af havets levende ressourcer

Et af skibets kerneopgave er at kunne varetage de moniteringsopgaver, som DK er forpligtet til at gennemføre som del af EU’s Fælles Fiskeripolitik. 

I forhold til fiskemonitering bliver Dana V udstyret med en moderne instrumentpakke, der vil give et væsentlig løft i både datakvalitet og -mængde. På Dana V vil et moderne trawl-set-up med elektriske spil, 2 binger og en effektiv fiskeprocesseringsteknik, gøre det muligt at håndtere dataregistrering af store mængder fisk relativt hurtigt.

Et stort hold af de ypperste danske specialister 

Skibsingeniørerne i Dansk Dana Konsortium – også kaldet naval architects – tegner skibet fra bunden, så skibets design både inde og ude passer 100 procent til viften af opgaver.

I samspil med kompetencerne hos danske værfter og udstyrsproducenter, vil skibet ifølge Jenny Braat, som er administrerende direktør hos Danske Maritime, den maritime industris brancheorganisation, blive et state of the art-eksempel på, hvad Danmarks stærke maritime industri er i stand til at levere.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at følge både designfasen og selve byggeriet af Dana V. Projektet har været længe undervejs, og fra Danske Maritimes side har vi spillet en meget aktiv rolle i at synliggøre over for Folketinget, at netop et skib af denne type kan bruges til utrolig meget – udover selve forskningsdelen,” siger Jenny Braat og fortsætter:
 
”Både undervejs og på den lange bane vil studerende med mange forskellige fagligheder kunne få en både spændende og relevant praktisk erfaring med et topmoderne skib. Den præcision, vi designer og bygger med i dag, og alle de hundredvis af ting, vi måler på ombord, giver en både mere sikker, bæredygtig og brændstoføkonomisk sejlads. Så når man fra Statens side investerer i et stort, nyt forskningsskib, har vi ønsket at sikre, at det samtidig bliver en platform for læring. Det er heldigvis lykkedes, og i den maritime industri står vi klar til at lære fra os i hele processen.”  

Og viften af specialiserede fagligheder er bred. Projektet får blandt andet deltagelse af specialister inden for undervandsstøj, elektrisk/elektronisk støj, arbejdsmiljø og sikkerhed, forskningsinstrumenter og udstyr, data og kommunikationssystemer, skibskontrolsystemer, indretningsarkitekter, VR-folk, miljøspecialister (lifecycle analysis), skibsingeniører med speciale i stabilitet, brandbekæmpelse, maskinsystemer, elektriske systemer og polarkode, for Dana V skal også kunne sejle i Arktis.

Sejlads i Arktis

Dana V får ikke isbrydningsegenskaber, da forskningsskibets krav til mindsket Bubble Sweep Down og undervandsstøj ikke er forenelige med et isbryderdesign. Det bliver tilsigtet, at Dana V får klasse-notationen IMO Category B Polar Class 6 (PC6). Det giver Dana V lov til, i polarkodens område, at operere under is-forhold i henhold til skibets Polar-Manual.

Det betyder, at skibet kan operere i 5/10-isdækket område med mellemtyk førsteårsis, som kan omfatte gamle is-indeslutninger. For at opnå den klassenotation skal skibet forstærkes i skrog, ror, skrueaksel, propeller m.m., og der er en lang række andre krav, der skal opfyldes. 

Designperioden af Dana V begynder i april 2023 og forventes at være afsluttet med udgangen af 2023.

Finansiering

Det kommende nye forskningsskib, Dana V, der kan stævne ud om cirka fire år, bliver til takket være en donation på 50 mio. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, en donation på 50 mio. fra Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orient's Fond samt en investering fra staten på 170 mio. kr. plus DTU's egen investering på 100 mio. kr.

Grafik: Knud E. Hansen