Tobisens fornemmelse for sand

Tobisers adfærd overvåget 

Tobiser graver sig jævnligt ned som en naturlig del af deres adfærd i sandede områder givetvis for at gemme og hvile sig, blandt andet om natten og om vinteren for at spare energi. Fisken har en aflang krop som er tilpasset til at grave og opholde sig i grus og sand, en såkaldt fossorial livsstil. Men ifølge forskernes nye opdagelser vil tobiser altså ikke grave sig ned i hvilken som helst type sand. I studiet har forskerne foretaget et eksperiment, hvor man overvågede kysttobisers nedgravningsadfærd, når de får muligheden for at vælge forskellige sedimenter, der kan karakteriseres ud fra forskellige kornstørrelser. 

Her fandt forskerne, at kysttobisen har klare præferencer for sandbund med kornstørrelser på 0.5-2.0 mm frem for både finere og grovere sedimenttyper. 

Til forskernes overraskelse er det meget tæt på samme type sand, som havtobisen,  der er nært beslægtet med kysttobisen, foretrækker. Havtobisens præferencer for sand blev kortlagt for over 20 år siden også af forskere fra DTU Aqua. Nogle af de samme forskere er også med i det nye studie om kysttobisen. 

Den nye viden har vigtige implikationer for forståelsen af kysttobisens valg af habitat og geografiske fordeling. I modsætning til havtobisen er kysttobisens rolle i økosystemerne mindre velkendt, fordi den ikke har været genstand for lige så intensiv videnskabelig forskning som havtobisen. 

”Selvom viden om kysttobisen er begrænset, er der ingen grund til at tro, at kysttobisens bidrag til økosystemernes funktion er anderledes end havtobisens. Kysttobisen spiller især en vigtig rolle i kystnære områder og indre danske farvande hvor den dominerer,” siger Ole Henriksen.

Råstofudvinding kan potentielt presse tobisarter

Den nye viden om kysttobisens adfærd og valg af sandbund med specifikke karaktertræk gør den særlig sårbar over for pres fra menneskelige aktiviteter, der opererer i og påvirker habitater, der består af grus og sand.

Forskningen er i øvrigt en del af et nyt EU-projekt  der sætter fokus på vigtigheden af marine grus- og sandbanker, der ofte bliver overset som et vitalt økosystem.

Det er værd at være opmærksom på, at aktiviteter såsom råstofudvinding, som vi mennesker foretager i kystnære områder i form af eksempelvis sandsugning, kan være en presfaktor for mange tobisarter, hvis man netop fjerner den type af sand op, som tobiser af glade for. 

Og det er ikke utænkeligt, for grovere sand ligger bedre fast og bliver ikke i samme grad påvirket af bølger som fint sand vil gøre, når sandfodring bruges som middel til kystsikring.  

”Ja, hvis det sand, man suger op lokalt, sker i tobisens foretrukne habitat, kan det være problematisk alt efter omfang, for så kan det potentielt føre til forskydninger og ændringer af deres habitater, hvilket igen kan have indflydelse på de økosystemer, hvor kysttobisen fungerer som fødekilde for andre af havets dyr og understøtter et større industrifiskeri. Jeg har tidligere hørt lokale fiskere være bekymrede i forhold til råstofudvinding og sandfodring,” siger Ole Henriksen og uddyber: 

”Med regeringens seneste udspil for klimatilpasning, hvor der afsættes én milliard til sandfodring, så synes jeg, at det er passende at forholde sig til, hvilken økosystemeffekt det eventuelt kan have lokalt, når man har sådanne aktiviteter. Det er travle økosystemer, der huser et mylder af liv, der lever delvist eller fuldt nedgravet i havbunden og fungerer som fødekammer, børnehaver og nøglehabitat for en lang række af fisk.” 

Ole Henriksen gør opmærksom på, at deres nye studie også belyser, hvordan lys påvirker kysttobisens valg af sand  – en yderligere indsigt i, hvordan samspillet mellem miljømæssige faktorer kan have stor kompleksitet og påvirke fisks adfærd og udbredelse i naturen.

DTU Aqua har lavet studiet Effects of sediment type and light availability on the burying behaviour of small sandeel (Ammodytes tobianus) sammen med andre forskere fra University of Melbourne, Marine Scotland Science og Sundhedsdatastyrelsen i Danmark. Forskningen er en del af det tidligere projekt PELA  og nuværende EU-projekt MARHAB.