Dana på togt i Østersøen

Dana på togt i Østersøen

Hvornår

05. mar 09:00 - 23. mar 2025 16:00

Arrangør

DTU Aqua

Dana på togt i Østersøen

Forskningsskibet Dana er på togt i Østersøen for at indsamle data om fiskebestandene.

Udsigt fra fiskebroen på Dana på BITS-togt Q4, 2024
Udsigt fra fiskebroen på Dana. Foto: Marie Storr-Paulsen.

Fra 5.-23. marts 2025 er forskningsskibet Dana på Baltic International Trawl Survey (BITS) i Østersøen.

BITS-togterne koordineres af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og gennemføres af forskningsinstitutter fra landene omkring Østersøen, inkl. Danmark. Togtet gennemføres to gange om året i 1. og 4. kvartal. Den danske del af togtet dækker den centrale Østersø. 

Hvilke data indsamles?

Hovedformålet med togtet er at undersøge fiskebestandenes udvikling med fokus på de bundlevende fiskearter som torsk, rødspætte, ising og skrubbe. Desuden undersøges mængde og typer af affald i havet. 

Der gennemføres dybdestratificerede trawltræk, som parres med akustiske og hydrografiske målinger af bl.a. vandets iltforhold, saltholdighed og temperatur. I efteråret 2024 viste målinger, at der var store områder med iltsvind lige øst for Bornholm, og derfor følges denne udvikling meget tæt på togterne.

Fangsterne opgøres på art og længde. For torsk, rødspætter, skrubber, isinger, pighvarre og slethvarre tages også prøver til bestemmelse af alder, køn, modenhed og vægt. De seneste år er torskens genetik også blevet undersøgt for at se, om der er tale om en oprindelig ’østtorsk’, eller om torskene er vandret fra den vestlige Østersø.

Aften og nat udnyttes til specielle formål såsom undersøgelse af forekomsten af bl.a. fiskelarver, den invasive dræbergople samt hjemmehørende gopler og plankton.

Hvad bruges data til?

Data fra landenes togter samles og behandles i ICES. Resultaterne bliver brugt til ICES’ biologiske rådgivning om tilstanden for fiskebestandene i Østersøen. Rådgivningen er målrettet myndigheder, som bruger dem som grundlag, når de skal fastsætte fiskekvoter og andre regler for fiskeriet.

Data om affald i havet samles også i en international database i ICES og bruges til at beskrive udviklingen. 

Hvor er Dana nu?

Se Danas aktuelle position

Om Dana

Dana er Danmarks største havundersøgelsesskib og DTU Aquas primære skib. Dana har hjemhavn i Hirtshals.

Kontakt

Marie Storr-Paulsen

Marie Storr-Paulsen Sektionsleder Institut for Akvatiske Ressourcer