Sortmundet kutling. Foto: Sune Riis Sørensen.

Ph.d.-forsvar om, hvordan invasive arter får succes i marine økosystemer

Den 17. juni 2024 forsvarer Antoni Vivó Pons sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges online eller fysisk på DTU Lyngby Campus.

Antallet af ikke-hjemmehørende arter i nye områder er steget kraftigt i de seneste årtier, og der er ingen tegn på, at det aftager. En mindre del af arterne, kendt som invasive arter, kan have stor indflydelse på økosystemer og økonomi i de områder, de flytter ind i. En bedre forståelse af, hvordan og hvad der påvirker etableringen af ikke-hjemmehørende arter, kan give os større mulighed for at gøre noget, der mindsker spredningen og konsekvenserne.

I sit ph.d.-studie på DTU Aqua har Antoni Vivó Pons undersøgt biologiske invasioner ved hjælp af arternes karakteristika, også kaldet træk, for at finde ud af, om de ikke-hjemmehørende arters træk i sig selv kan give dem en fordel i forhold til de hjemmehørende arter.

I et casestudie kiggede Antoni Vivó Pons nærmere på to invasive arter i Østesøen, svovlormen (Marenzelleria) og den sortmundede kutling (Neogobius melanostomus). Hans resultater viser, at de ikke-hjemmehørende arter deler en stor del af deres karakteristika med de indfødte, men at de har ét eller nogle få unikke træk, der hjælper dem med at etablere sig med succes – for eksempel en bedre evne til at grave (svovlormen) eller en aggressiv adfærd (den sortmundede kutling). På den anden side observerede Antoni Vivó Pons, at forskellige ikke-hjemmehørende arter kan have forskellige strategier i samme område, selvom de miljømæssige og biotiske forhold er ret ens.

Antoni Vivó Pons har desuden vurderet risikoen for invasion af ikke-hjemmehørende marine fisk på globalt plan ved at bruge lighed i træk hos ikke-hjemmehørende og hjemmehørende arter som en risikokomponent. Resultaterne peger på, at Det Caribiske Hav og Den Mexicanske Golf aktuelt er de mest følsomme områder over for invasion af ikke-hjemmehørende fisk.

Om forsvaret

Antoni Vivó Pons forsvarer sin ph.d.-afhandling "Trends and projections in invasive ecology: how susceptible to invasion are our marine ecosystems?" den 17. juni 2024 kl. 13:00.

Forsvaret kan følges online og på DTU Lyngby Campus (se nedenfor).

Censorer

  • Professor Brian MacKenzie, DTU Aqua (formand)
  • Professor Jonathan Belmaker, Tel Aviv University, Israel
  • Professor Stelios Katsanevakis, University of the Aegean, Grækenland

Ordstyrer ved forsvaret

  • Seniorforsker Jane Behrens, DTU Aqua

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Martin Lindegren, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Cornelia Jaspers, DTU Aqua
  • Medvejleder: Professor Patrizio Mariani, DTU Aqua
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan læses på DTU Aqua. Kontakt ph.d.-koordinator Susan Zumbach Johannesen, szjo@aqua.dtu.dk 

Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Antoni Vivó Pons' ph.d.-forsvar på DTU, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby, bygning 208, auditorium 53.

 

Online

Forsvaret kan følges på Zoom via dette link
Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket.

 

Tidspunkt

Mandag den 17. juni 2024 kl. 13:00-16:00.