Barracuda (Sphyraena viridensis). Photo: Marcel Montanyès Solé

Ph.d.-forsvar om mønstre, drivkræfter og underliggende processer i marin fiskediversitet

Den 14. juni 2024 forsvarer Marcel Montanyès Solé sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges online eller fysisk på DTU Lyngby Campus. 

Biodiversiteten mindskes med en hidtil uset hastighed på grund af menneskeskabte påvirkninger som klimaforandringer og overudnyttelse. EU har et mål om, at 30 % af havområderne skal være beskyttet inden 2030 for at fremme biodiversiteten. For at kunne træffe de rigtige beslutninger om, hvor de beskyttede områder skal ligge, er det nødvendigt at have modeller, der kan forudsige den forventede udvikling i økosystemerne. 

Som ph.d.-studerende på DTU Aqua har Marcel Montanyès Solé undersøgt de faktorer, der påvirker marine fiskesamfund i Nordsøen og det nordøstlige Atlanterhav, ved hjælp af statistiske modeller. Resultaterne tyder på, at miljøvariabler knyttet til temperatur og produktivitet er de primære drivkræfter, der former fiskesamfundene. 

Marcel Montanyès Solé har desuden undersøgt, om modellerne kan forudsige fremtidige biodiversitetsmønstre. Resultaterne viser, at de er gode til at forudsige nogle aspekter af biodiversitet såsom egenskaber på tværs af arter samt tilstedeværelse og fravær af arter. Derimod er modellerne mindre gode til at forudsige, hvor mange der er af hver art og biomassen. Modelresultaterne bidrager dog alligevel med værdifuld indsigt til forvaltningen og bevaringsindsatsen, konkluderer han.

I sin ph.d.-afhandling forudsiger Marcel Montanyès Solé desuden nuværende og fremtidige mønstre for fiskebiodiversitet og undersøger et forvaltningsscenarie, der har til formål at beskytte 30 % af de europæiske have og samtidig minimere indvirkningen på fiskeriet. Resultaterne understøtter tidligere resultater, som indikerer, at de nuværende beskyttede havområder ikke beskytter biodiversiteten effektivt. Desuden fremhæver resultaterne af undersøgelsen af forvaltningsscenariet, at indvirkningen på fiskeriindsatsen vil være relativt lille og mest koncentreret i Nordsøen, hvor der er meget fiskeri.

Om forsvaret

Marcel Montanyès Solé forsvarer sin ph.d.-afhandling "Marine fish diversity patterns, drivers and underlying processes – Present status and predictions under climate change" den 14. juni 2024 kl. 10:00-13:00. 

Forsvaret kan følges online og på DTU Lyngby Campus (se nedenfor).

Censorer 

  • Professor Anders Nielsen, DTU Aqua (formand)
  • Principal Researcher Guillem Chust, AZTI, Spanien
  • Professor Andrea Belgrano, SLU, Sverige

Ordstyrer ved forsvaret

  • Seniorforsker Sigrun Huld Jonasdottir, DTU Aqua

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Martin Lindegren, DTU Aqua
  • Medvejleder: Research Scientist Benjamin Weigel, INRAE, Frankrig
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan læses på DTU Aqua. Kontakt ph.d.-koordinator Susan Zumbach Johannesen, szjo@aqua.dtu.dk 

Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Marcel Montanyès Solés ph.d.-forsvar på DTU, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby, bygning 306, auditorium 32.

 

Online

Forsvaret kan følges på Zoom via dette link
Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket.

 

Tidspunkt

Fredag den 14. juni 2024 kl. 10:00-13:00.