Glacier lantern fish

Ph.d.-forsvar om bæredygtigheden i et potentielt mesopelagisk fiskeri

Den 14. juni 2024 forsvarer Berthe M.J. Vastenhoud sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges online eller fysisk på DTU Lyngby Campus.

Havets mesopelagiske zone ligger mellem ca. 200 og 1000 meters dybde og strækker sig over hele kloden. Her lever en mangfoldighed af fisk, blæksprutter, krebsdyr, gopler m.m., som skønnes at udgøre en enorm biomasse.

Den stigende efterspørgsel efter fødevarer til Jordens voksende befolkning betyder, at der er opmærksomhed på mulighederne for at udnytte de mesopelagiske ressourcer. Nye kommercielle fiskerier bør dog ikke udvikles, før man har viden nok om bestandene til at kunne forvalte fiskerierne bæredygtigt.

I sit ph.d.-studie på DTU Aqua har Berthe M.J. Vastenhoud evalueret den økologiske bæredygtighed af et potentielt mesopelagisk fiskeri samt økonomien i et potentielt dansk fiskeri rettet mod to mesopelagiske fiskearter. Der er tale om laksesild (Maurolicus muelleri) og isprikfisk (Benthosema glaciale), som er meget talrige i det nordøstlige Atlanterhav, og som er kommercielt interessante på grund af deres høje fedtindhold.

Berthe M.J. Vastenhoud har udviklet en model og metode til at vurdere den enkelte bestands bæredygtighed og økonomien i et potentielt mesopelagisk fiskeri. Generelt er det en udfordring, at data om fiskene og bestandene er begrænsede, hvilket resulterer i store usikkerheder. Derfor udpeger modellen de områder, hvor usikkerheden er størst, og hvor der er behov for mere information, overvågning og forskning.

Berthe M.J. Vastenhoud konkluderer på baggrund af sit arbejde, at der stadig er store huller i viden, og at det gør mesopelagisk fiskeri risikabelt på nuværende tidspunkt, både i biologisk og økonomisk henseende.

Om forsvaret

Berthe M.J. Vastenhoud forsvarer sin ph.d.-afhandling "Fish stock assessment and fisheries dynamic modelling investigating sustainability of potential mesopelagic resource exploitation" den 14. juni 2024 kl. 13:00. Forsvaret kan følges online eller fysisk på DTU Lyngby Campus (se nedenfor).

Censorer 

  • Lektor Carsten Hvingel, DTU Aqua (formand)
  • Principal Investigator David G. Reid, University College Cork, Irland
  • Professor Clara Ulrich, French National Institute for Ocean Science, Frankrig

Ordstyrer ved forsvaret

  • Professor Anna Rindorf, DTU Aqua

Vejledere

  • Hovedvejleder: Professor J. Rasmus Nielsen, DTU Aqua
  • Medvejleder: Forsker Alexandros Kokkalis, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Francois Bastardie, DTU Aqua
  • Medvejleder: Professor Ken H. Andersen, DTU Aqua 
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan læses på DTU Aqua. Kontakt ph.d.-koordinator Susan Zumbach Johannesen, szjo@aqua.dtu.dk 

Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Berthe M.J. Vastenhouds ph.d.-forsvar på DTU, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby, bygning 303A, auditorium 44.

 

Online

Forsvaret kan følges på Teams via dette link
Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket.

 

Tidspunkt

Fredag den 14. juni 2024 kl. 13:00-16:00.