Siden nytår har fiskere i EU skullet lande alle de fisk, de fanger – også de uønskede, som de førhen ville smide overbord igen. Men hvordan kontrollerer man, at alle fisk landes? Og hvordan undersøger man, hvad det er for fisk, der er i masserne af tidligere discard, som nu landes?
Det er nogle af de ting, det internationale forskningsprojekt, DiscardLess, har arbejdet med at undersøge.
”Med landingsforpligtelsen har man rykket en stor del af kontrolbehovet ud til havs, for man skal være sikker på, at der ikke ryger fisk ud igen. Og det er der ikke mange kontrolmekanismer, der kan gøre. I hvert fald ikke med høj grad af dækning. Observatører ombord kan gøre det, søkontrol kan til en vis grad gøre det, hvis de er til stede i situationen, og kameraer kan gøre det. Men landingskontrollen vil jo ikke kunne opdage, om der smides fisk ud igen”, siger ph.d. Kristian Schreiber Plet-Hansen, DTU Aqua. Han har i DiscardLess-projektet undersøgt kameraovervågning som en mulig kontrolforanstaltning.
Kameraoptagelser til registrering af arter og størrelse
Ved at installere kameraer på fartøjerne, kan trænede videologgere på kort tid registrere, hvor mange fisk, der smides ud igen, hvilke arter, og den anslåede størrelse. Ud over at det altså fra 1. januar 2019 er imod reglerne at smide mange fiskearter ud igen, er disse data vigtige, når bestandene vurderes til brug for fremtidige kvoter.
Resultater fra et forsøg, hvor en række fiskefartøjer frivilligt fik installeret kameraovervågning, tyder på at kameraer ombord kan have en effekt. F.eks. når det gælder torsk, som fiskerne tidligere skulle smide over bord igen, hvis de havde opbrugt deres torskekvote.
”I forhold til landingsstørrelser på torsk, så ændrede landingssammensætningen sig for nogen – ikke alle. Der var nogen, hvor der ikke var tvivl om, at det havde haft en betydning. Det var vitterligt turen, hvor de begyndte at have kameraer ombord, hvor der pludselig var små torsk i landingerne, og det havde der ikke været før. Det er ikke et bevis, men det er en klar indikation på, at der er nogen, som har ændret adfærd efter, at de fik fangstkvote og kamera ombord”, siger han.
Kamerakontrol kan ikke fastslå alder og køn
Kamerakontrol kan dog ikke helt afløse observatører om bord og landingskontrol:
”Man kan se meget med kamerakontrol, men der er masser af detaljer, man ikke kan se. Aldersbestemmelse og kønsbestemmelse kan man ikke, og artsbestemmelse kan være et problem især for nogle arter af fladfisk. Og til bestandsvurdering er det er vigtigt at kende art, alder og køn”, siger Kristian Schreiber Plet-Hansen.
Manglende kvote til en art er en af årsagerne til, at fiskerne har smidt fisk overbord igen. Andre grunde kan være, at fiskene har været for lidt værd, fordi arten ikke indbringer så meget som andre, eller fordi de var for små.
Også uønsket fangst kan bruges i produkter
Selv om fangsten er så lidt værd for fiskerne, at den tidligere ville være blevet smidt ud, kan man potentielt bruge den uønskede fangst til mange ting. DiscardLess-projektet har lavet et produktkatalog med en række produkter, der kan udnytte discard-fisk og –skaldyr. F.eks. kan alle arter udnyttes til biogas, kompostgødning, gelatine og fiskemel og fiskeolie, der bruges til dyrefoder.
Disse produkter kræver ikke, at fisken opbevares i kasser, sorteret efter art. Derfor opbevares discard ofte blandet sammen i tanke eller frosset i blokke om bord på fartøjerne. Det gør det vanskeligt at se, hvilke arter, der findes i den discard, der landes.
DNA-analyser kan afsløre arter i fiskemos
Her kan DNA-analyser muligvis være til hjælp, viser resultaterne af et andet DiscardLess forsøg fra DTU Aqua.
Forskerne lavede fiskeensilage med havkat og tre fisk fra torskefamilien; torsk, kuller og hvilling. De undersøgte derefter, om de kunne genfinde DNA fra de fire fiskearter – og om, der var en sammenhæng mellem mængden af hver art i ensilagen og mængden af DNA. Ensilage er en slags fiskemos, hvor fiskene er behandlet med syre, så enzymerne i fisken opløser vævet til væske.
Ensilage er let at opbevare, selv ved stuetemperatur, og produktet kan bruges til bl.a. dyrefoder og biogas, men det er umuligt at se på ensilagen, hvilke fisk, der er i og i hvilken mængde.
Det blev taget prøver hver dag i 21 dage, og DNA-analyserne gav et fingerpeg:
”Der er helt grundlæggende en idé om, at hvis du har et individ i ensilage, så afgiver det en mængde DNA. Har du to individer af samme slags og størrelse, så burde de afgive dobbelt så meget. Og det fungerer også for fiskene fra torskefamilien. Til gengæld afgav havkatten uforholdsmæssigt meget DNA, så hvis man har arter, der ikke er så tæt relaterede, bliver man nødt til at kalibrere input fra de enkelte arter for at estimere proportionerne præcist”, fortæller Brian Klitgaard Hansen, DTU Aqua, der står bag forsøget.
I forsøget var der tre-fire gange så meget DNA fra havkat som fra torskearterne i forhold til den faktiske vægt af fisk, der var i ensilagen. Dette kunne skyldes, at havkatten har mere aktivt væv, såsom finner og tykt skind, der indeholder mere DNA end eksempelvis muskel.Men da forskerne fjernede havkat-DNA fra regnestykket, svarede mængderne af DNA fra torsk, kuller og hvilling i ret præcist til den faktiske biomasse af hver af de tre fisk.
DNA-tests kan fastslå mængder og arter præcist for torskefisk
Der forsat et stykke vej fra disse resultater til en hurtig test, der gør en kontrollør på havnen i stand til med stor nøjagtighed at fastslå arter og biomasse. Men der er fuld fart på DNA-forskning og udviklingen af håndholdte redskaber. Der er dog stadig en række ubesvarede spørgsmål.
”Vores metode kan vise, hvilke arter der er til stede og give stærke indicier om proportioner iblandt torskefisk. Vi har lavet forsøg med fire forskellige arter af fisk, men det er vigtigt at få information om sammenhæng mellem vægt og DNA-indhold for alle vigtige arter, der indgår i fiskeriet. Det vil også være interessant at finde årsagen til den forskel, der er i DNA-koncentrationen fra havkatten. Skyldes det generelt, at der er forskellig DNA-koncentration i forskellige vævstyper, eller kan det have andre årsager? Det er stadigvæk nogle ubekendte i ligningen, men det vi har testet i DiscardLess er begyndt at åbne op for, hvad der tidligere var en ”sort boks”, siger Brian Klitgaard Hansen.
DiscardLess er finansieret af Horizon 2020 EU's rammeprogram for forskning og innovation (H2020 GA 633680).
Læs mere på Discardless.eu